3 gode grunde til at holde ferie på Seychellerne

Skrevet d. 21/2-2019

Det kan virke lidt skørt at skrive 3 gode grunde til at holde ferie på Seychellerne, for de fleste rejselystne ville blive overbeviste efter at have set bare ét billede af øgruppens overdådige skønhed og nærmest eventyrlige fremtoning. Men du får alligevel 3 gode grunde med i bagagen, for det giver anledning til at præsentere andre sider af den smukke øgruppe, som du måske ikke kendte til i forvejen

 

1. Du kan opleve et varierende fugleliv og kæmpeskildpadder

Når du ikke er travlt optaget af at slappe af i en hængekøje i palmens behagelige skygge, kan du med fordel gå på opdagelse blandt Seychellernes spændende dyreliv. Er du en ægte fugleentusiast – eller har du blot en almen interesse for fuglelivet – bliver du nødt til at besøge Cousin Island. Det er en lille ø på kun 34 hektar, men er trods sin størrelse besøgssted for mere end 300.000 fugle årligt. Du vil sågar kunne opleve fuglene i helt uberørte naturlige omgivelser, da Cousin Island hverken har restauranter eller overnatningsmuligheder. Sådan er det, for at man på bedste kan bevare naturens egen overdådighed. Og det vil du blive særdeles taknemmelig for, når du aflægger besøg på øen, for det er også medvirkende årsag til at du næsten uforstyrret kan iagttage det spændende fugleliv. Cousin Island bliver nemlig kun besøgt af ca. 10.000 turister årligt, hvilket måske kan lyde som meget, men sammenlignet med de øvrige øer er det et utroligt lavt tal. Selvom øen ikke er særlig stor, er den også hjemsted for firben, øgler og kæmpeskildpadder. Disse dyr kan du i øvrigt også opleve på Seychellernes andre øer.

2. Du kan udforske et farverigt koralrev med perfekt sigtbarhed

Det tropiske koralrev i Det Indiske Ocean er et af verdens længste, og intet andet sted i klodens enorme oceaner finder man et så rigt og varieret dyreliv som her. Seychellerne er mere eller mindre omkranset af koralrev, så en rigtig god grund til at rejse til øgruppen vil være, at du her får dykker- og snorkelmuligheder i absolut verdensklasse. Du kan simpelthen bruge timevis på at iagttage fisk i alle regnbuens farver og de mange levende koraller. Flere steder er det muligt at dykke med lokalkendte guider og leje dykkerudstyr, men de lavere dele af koralrevet kan sagtens udforskes på en snorkeltur. Du kan enten tage på en sejltur, hvor du kan snorkle eller dykke ude på havet, eller du kan snorkle nærmest fra vandkanten. Livet under vandet er enormt fascinerende på Seychellerne, og det er i sig selv en rigtig god grund til at rejse hertil!

3. Du kan se den enorme Coco de Mer i dens naturlige omgivelser

Når folk spørger, hvor du skal rejse hen, kan du svare: ”Til landet med verdens tungeste frugt”. Det gør dem nok ikke klogere, for det er de færreste der ved, at den dobbelte kokosnød kan veje om til 20 kg, og at den kun dyrkes naturligt på Curieuse Island og på Praslin Island på Seychellerne. Ikke desto mindre er dette tilfældet, og det skaber en del mystik omkring kokosnødden, da man ikke kan få den til at vokse andre steder i verden. Det var i sin tid franskmændene, som opkaldte kokosnødden Coco de Mer – ”Havets kokosnød” – og alene navnet runger lidt af mystik. Det er dog ikke så mystisk endda, for franskmændene har sandsynligvis døbt kokosnødden sådan, fordi den af og til falder i havet og driver i land på fjerne kyster. Selvom den prægtige kokosnød kun kan vokse på Seychellerne, var det ikke her, den blev fundet. Man hører om Coco de Mer helt tilbage fra før øgruppen blev opdaget, da kokosnødden var drevet i land på Mauritius og for første gang spottet der. Seychellerne er fuld af mystik og byder dig med på eventyr – skal du med?